_____________________________________

Med lanceringen af 60D har Canon 3 18 MP kameraer i deres aktuelle line-up. Derfor er der naturligvis mange der er i tvivl om hvad forskellen på kameraerne er og hvilket der passer dem bedst. Derfor denne post, men en gennemgang af features, fordele og ulemper.
I skrivende stunde koster 7D ca. 10.000 billigste sted på nettet, 60D 8.000 og 550D 5.000.

Billedkvalitet:

Hvis man udelukkende kigger på billedekvaliteten er der ikke meget at rafle om. Canon skriver selv at sensoren i 550D ikke er identisk, men “meget lig” sensoren i 7D. Der er delte meninger om dette på nettet, og nogle test viser en lille fordel til 7D’s billedekvalitet, nogle en lille fordel til 550D. For alle praktiske formål må man sige at sensoren i de 3 kameraer identisk, og den rene billedkvalitet der kommer ud fra kameraerne således ligeså.  Sammenligningen af 550D og 7D’s sensorer på dxomark viserer da også næsten identisk resultat.
Dette gælder i høj grad også for ydelsen ved høj ISO (hvor der ikke er stor forskel) og i mindre grad ved dynamisk omfang (hvor 7D er en smule bedre ved lav ISO, men en smule dårligere ved høj ISO).
Hvis man vil have den bedste billedekvalitet for pengene er der ikke megen tvivl -- 550D er det bedste køb!

Hvad er så forskellen?

Med samme billedekvalitet og sensor, hvad er så forskellen mellem kameraerne, og hvorfor give dobbelt pris for et 7D. De største forskelle i kameraerne er disse punkter:

* Ergonomi/byggekvalitet
* Vejrforsegling
* FPS
* Video
* AF-system
* Søger
* Hukommelseskort
* Skærm
* Flashstyring
* Mikro justering af objektiver
* Custom Functions
* Batteri


Ergonomi/byggekvalitet:

Hvad man synes er rart at bruge ved et kamera er meget individuelt, men der nogle objektive forskelle på husene, som det ses på disse billeder fra dpreviews (kan klikkes op i større størrelse):

compared-front compared-back

550D er mærkbart mindre og lettere, med sine 530 gram mod 60Ds 750 gram og 7Ds 820 gram. Nogle vil synes det er rart med et mindre hus, mens andre foretrækker de større, robuste huse. Den eneste måde man kan finde ud af hvad man selv foretrække, er ved at afprøve flere af kameraerne.
7D er bygget op over et magnesiumhus (som 50D og 40D), hvor 60D indeholder større mængder plastik. Der har været mange der har kritiseret 60D for dette, men huset føles meget stabilt, så jeg vil anbefale at man afprøver huset selv inden man dømmer det ude.
Begge huse føles langt mere robuste end 550D. Hvis man kan leve med størrelsen får man et mere holdbart hus i 60D/7D.
7D har desuden det samme joustick som 50D og lavere, mens 60D har joysticket placeret i det nederste drejehjul. Jeg bruger joysticket til at vælge fokuspunkt, så hvis man gør det skal man i hvert fald være opmærksom på placeringen.


Vejrforsegling:

550D er ikke vejrforseglet, mens 60D og 7D er specificeret som “weather resistant”. Dvs. ikke så godt forseglet som fx. Canon’s 1D-serie, men tilstrækkeligt til at kunne bruges i forholdsvist rå omstændigheder.
Nu har 60D ikke været ude så lang tid, så det er for tidligt rigtigt at sige noget om vor effektiv forseglingen er, men jeg har haft både et 40D og et 50D med ude i småbyger i 15-30 minutter uden at der skete noget. 60D skulle være ifølge Canon være lidt bedre forseglet end disse. Forseglingerne kan ses her:

60d2 60d1

7D er også markeret som “weather resistant” og har generelt ry for at være rigtig godt forseglet. Efter at have læst denne field test, ville jeg ikke have problemer med at tage det med i ganske hårde omgivelser!


FPS -- frames per second

550D
60D
7D
3.7 fps (34 JPEG / 6 RAW)
5.3fps (58 JPEG / 16 RAW)
8fps (126 JPEG / 15 RAW)

Her ses en af de store forskelle på kameraerne. Med sine to Digic IV chips er 7D i stand til at levere op til 8 FPS, mens 550D må nøjes med ca. det halve. 7D har desuden en meget længere bursttid.
Hvis man fotograferer fugle, sport eller anden action, vil 7D have en stor fordel. Til hverdagsbrug vil 4-5 fps være mere end rigeligt for de fleste.
Hvis man er i tvivl om hvor meget 8 FPS er, kan man få en fornemmelse af det på denne video (husk lyd):


Video:

Alle kameraer har mulighed for at optage video i Full HD (30, 25 eller 24 FPS) og HD (60 eller 50 FPS). Den største forskel ligger i 60D’s svingbare skærm. Hvis man optager meget video, vil denne bestemt være en rar feature. Derudover har 60D manuel kontrol over lyden, som i 5D Mark II, hvilket 7D af en eller årsag mangler.
Hvis du planlægger at bruge kameraet meget til video, vil 60D være et oplagt valg (hvis du er interesseret i video på DSLR, er Cinema5D’s fora en glimrende kilde til dette).



Autofokus-system:

550D har 9 fokuspunkter, hvor det midterste er et krydsfokuspunkt, 60D har 9 krydsfokuspunkter og 7D har 19 krydfokuspunkter. 7D har desuden mange avancerede AF indstillingsmuligheder (zone AF, spot AF, automatisk AF mm. -- læs evt. mere her).
Hvis man kun bruger kameraet som et avanceret point & shoot kamera (rejser, familiefest etc.) vil 550Ds system være tilstrækkeligt. Hvis man ofte fotograferer i lav belysning vil 60D’s yderligere krydspunkter være en fordel. Hvis man bruger meget tid på sport, fugle etc. vil 7D være en fordel.
Autofokussystemet i 7D er langt mere avanceret, men også sværere at gå til. Hvis ikke man ved hvad man laver er der sandsynlighed for at man får indstillet autofokussystemet så ens resultater bliver meget svingende.
Hvis man ikke roder meget med systemet, eller ikke ved om man har brug for den avancerede autofokus i 7D, vil 550D eller 60D sandsynligvis være et bedre valg.


Søger:

550D har 95% dækning med 0.87x forstørrelse, 60D 96% dækning  med 0.95x forstørrelse og 7D 100% dækning med 1.0x forstørrelse. 7Ds søger er altså større, og gør det lettere at komponere billedet.
60D og 7D har derudover en pentaprisme søger i modsætning til 550Ds pentamirror, hvilket gør søgeren lysere og lettere at arbejde med.


Hukommelseskort:

7D har både mulighed for SD og compact flash kort, mens 60D og 550D kun bruger SD-kort. Hvis du i forvejen har en masse CF-kort liggende vil der være mulighed for at genbruge dem i 7D og spare lidt.


Skærm:

Alle 3 kameraer har højtopløselige, skarpe skærme. 550D og 60D har lidt flere pixels (1040K mod 920K) og en skærm i 3:2 format, men dette er generelt småting.
Den største forskel er 60Ds svingbare skærm. Til makro, video og situationer hvor man vil tage et billede hvor man ikke kan bruge søgeren, vil dette give øgede muligheder for et vellykket skud.


Flashstyring:

7D og 60D har begge muligheder for trådløst at udløse E-TTL II flash , uden brug af radiotriggers eller en infrarød transmitter. 7D kan fyre 3 grupper af mens 60D kan fyre 2 grupper.


Mikro justering af objektiver:

7D giver mulighed for mikrojustering af objektiver, mens 550D og 60D ikke har denne funktion. Der er nogen der er af den opfattelse at siden mikrojustering kom med i Canons huse har der været flere problemer med autofokus på objektiver, men der er stadig ikke nogle der har formået at underbygge disse påstande med tests.
Generelt har de fleste mine objektiver fokuseret præcist, men jeg har et enkelt der frontfokuserer uden mikrojustering, og derfor giver bedre resultater på huse hvor det er muligt. Jeg synes det er en lækker feature og jeg mener det burde være standard på alle kamerahuse nu.


Custom Functions:

7D har 3 muligheder for custom functions (C1, C2 og C3 programmerne), 60D har 1 (C programmet) og 550D har 2 (C1 og C2). Der er mange der ikke bruger disse funktioner, men jeg synes de er rigtigt brugbare til hurtigt at hente nogle af ens yndlingsindstillinger, og jeg så hellere flere C-programmer end sport, portræt etc. hvor jeg hellere vil indstille kameraet selv.
Custom funktionerne gemmer information om blænde, lukkertid, ISO, autofokus mode, etc. Jeg har fx. en hurtig indstilling til landskab (fx. f/11, blændeprioritet, ISO 100, one-shot AF, live view aktiveret, 3 skud med +- 2 stop, selvudløser, RAW), sport (lukkertid 1/1000, lukkertidsprioritet, auto ISO, AF servo på det centrale punkt, højeste burst hastighed, JPEG skud) og snapshot (f/5.6, auto ISO, blændeprioritet, autovalg af fokuspunkt, JPEG).


Batteri:

7D og 60D bruger LP-E6 batterier (det samme som i 5D Mark II) mens 550D bruger LP-E8. DPnotes har målt 7D til ca. 1000 skud på et enkelt batteri og 550D til ca. 500.


Hvad skal jeg vælge?

Hvad der vil være det bedste valg for en, er afhængigt at ens behov. Hvis man skal se nøgternt på det, ville 550D sikkert dække de flestes behov fuldt ud.
Jeg ville vælge

550D: For folk på et budget (er vi ikke alle det?). For de 5.000 man sparer, kan man bruge flere penge på objektiver, førstegangskøbere af digitalt spejlrefleks, og hvis man vil have mest billedkvalitet for pengene.

60D: For folk der vil lave meget video med kameraet og folk der opgrader fra fx. et Canon 1000D eller 450D.

7D: For folk der vil have det bedste inden for klassen og folk der fotograferer meget sport og dyreliv.

Det bedste råd vil dog at gå ned i din lokale fotobutik og afprøve hvilket kamera du synes bedst om, da det er i sidste ende det vigtigste ved kamerakøb.


Subscribe to comments Comment | Trackback |
Post Tags:

Browse Timeline


Comments ( 28 )

Hej Rasmus,

Tak for en detaljeret gennemgang af de tre kameraer. Overvejer at opgradere mit gamle 350D kamera, men er usikker på om jeg skal gå hele vejen til 60D eller “blot” til 550D. Overvejer således også blot at beholde mit 350D og istedet købe en ny “standardlinse” istedet for 18-55 linsen, som jeg efterhånden er godt træt af. Overvejer at købe 24-105mm f/4, men det afhænger om jeg vælger at opgradere kameraet…budgettet er ikke lige til begge ting jo ;) (har deruover 70-300mm og 50mm).
H

casper added these pithy words on Oct 06 10 at 00:51

Hej Casper,

Som standardlinse synes jeg ikke Canon 24-105mm er så velegnet til cropkameraer, mens det er et fint allround objektiv på full frame kamera (hvor jeg jeg brugt det med god succes til en presseopgave).
Jeg ville kigge på Tamron 17-50mm f/2.8, der er et billigt, skarpt standardobjektiv.

Mht. om du skal opgradere til 550D eller 60D kommer det jo lidt an på hvad du savner i dit 350D. Video? Bedre billedkvalitet? Bedre autofokus? Byggekvalitet?
Jeg har selv haft et 350D, og 550D vil helt sikkert føles som en opgradering – bedre billedkvalitet, video, større skærm, bedre ISO-ydelse og så vidt jeg husker også lidt bedre autofokus – men hvis du virkelig vil have en forskel på dette område ville jeg kigge på 60D.

Jeg synes 60D prismæssigt ligger lidt skævt placeret – jeg synes det ligger nærmere 550D end 7D i specifikationer, men det er prissat nærmere 7D end 550D. Hvis jeg virkelig havde brug for de ekstra features i 60D i forhold til 550D, ville jeg hellere spare et par tusinde ekstra op og købe et 7D, hvor du får nok det bedste kamera inden for klassen.

Rasmus added these pithy words on Oct 06 10 at 09:46

Hej Rasmus.

Rigtig god gennemgang af typerne.

Jeg er førstegangskøber og har brug for et kamera til hverdagsbrug og til rejser (Thailand, USA m.m.)

Video er meget vigtig for mig, da jeg vil kombinere kamera og video i én enhed.

Vidvinkel er vigtig
Zoom er vigtig.

Valg af kamera tror jeg bliver 550d da jeg føler at jeg får mest for pengene her.

Valg af Objektiver er virkelig i tvivl.
Jeg ønsker en objektiv som har god vidvinkel og som kan zoome.
Jeg har læst at EF/S 18-135mm ikke er god.

Har du et forslag til valg af objektiv ???

Hvad med et EF/S 18-200mm f/3,6-5,6 ??

Håber at du kan hjælpe mig.

Mvh.
Lennarth

Lennarth added these pithy words on Nov 12 10 at 20:30

Hej Lennart,

Jeg tror også du får rigtig meget kamera for pengene med 550D.

Som vidvinkel er Canon’s 10-22mm rigtig god. Tokina laver også en super 11-16mm, der desuden er f/2.8 og dermed ganske lysstærk.
Jeg kender ikke Canon’s 18-200mm specielt godt, men har hørt okay om den (med de kompromiser der nu engang er ved superzooms – ikke så skarpe og ofte forvrængning, specielt ved vidvinkel). Til gengæld ved jeg der er mange der sætter komforten ved ikke at skulle skifte objektiv højt.

Rasmus added these pithy words on Nov 12 10 at 21:52

Hej Rasmus.

Lige en side der kunne hjælpe mig med forskellen på de 3 kameraer jeg har set på:-).

Jeg er førstegangskøber og har brug for et kamera, til at tage billeder til reklame og andre ting til virksomheden (skrothandler), nogle billeder skal tages i mørke andre skal tages i modlys. derudover havde jeg tænkt mig at tage lidt videoklip til vores hjemmeside.

Mit valg af kamera er faldet på 550d da jeg tror det tager samme kvalitet billeder som 7d, med mine briller på:-).

Har du et forslag til valg af objektiver ???
Hoved formål:

Billeder af forskellige skrotbunker samt metaller i mørke og modlys.

Videoklip inde som ude til hjemmesiden.

Billeder ved firmafester

Billeder af nedrivningsopgaver

Påforhånd mange tak

Lars

Lars Hovman madsen added these pithy words on Dec 12 10 at 17:09

Hej Lars,
Det er jo altid et svært valg mht. objektiver.
Generelt er mit råd, hvis man er i tvivl, at starte med kitobjektivet (18-55 IS), og finde ud af hvilke mangler man synes det objektiv har, og købe derefter.
Mange køber en masse udstyr til at starte med, som de aldrig får brugt.

Til produktfotos er mit bedste råd at investere i et stativ og en flash med et hoved der kan drejes. Det kunne fx. være Canon 430EX II.
Hvis du vil gå tættere på motiverne, vil et decideret makroobjektiv, fx. Canon 100mm f/2.8 Macro være godt til produktfotos.

En flash vil også være godt til indendørs brug, fx. firmafester. Her kan en Canon 50mm f/1.8 også overvejes, som er et billigt, men lysstærkt objektiv.

Rasmus added these pithy words on Dec 13 10 at 16:29

Hej Rasmus.
Tusind tak for en god og brugbar sammenligning af de 3 kameraer =o) Har gået og leget med tanken om at udskifte det gamle 350D til fordel for et 7D, men nu må jeg jo lige overveje om ikke et 60D vil gøre sig lige så godt i forhold til mit behov (grejluderen i mig skriger stadig på 7D).
Måske skulle jeg bare i første omgang anskaffe mig et canon/sigma 50 mm f/1,8 og en flash og så ellers vente til det rigtige tilbud kommer, evt. i forbindelse med januarudsalg- man har jo lov at håbe…
Men endnu engang tak for dit fine arbejde.

Mikkel added these pithy words on Dec 28 10 at 17:59

Hej Mikkel,

Er glad for at du kunne bruge sammenligningen til noget :-)
350D var faktisk også mit første DSLR – uanset hvilket kamera du vælger, vil du mærke en stor forskel. Både i billedkvalitet, men især i den daglige brug af kameraet.

60D startede jo rimelig tæt på 7D i pris, men er siden faldet noget. Kameraet er netop gået under $1000 i USA, og de danske priser ser ud til at følge efter, med ca. 7.000 for huset nu. Til den pris, synes jeg kameraet begynder at se mere og mere attraktivt ud – man får rigtig meget for de 2.000 kroners forskel mellem 550D og 60D, og knap så meget for de 3.000 kroners spring op til 7D – for mange vil det bedre kunne betale sig at lægge de ekstra 3.000 kroner på objektiver/flash.

For samme pris som 7D vil du kunne få et 60D, en Canon 50mm 1.8 og en Speedlite 430EX II – der er ingen tvivl om at du ville få meget mere ud af den pakke, end bare et 7D.
Så hvis ikke du har så mange objektiver eller flash, ville jeg mene at det bedre kan betale sig at bruge dette – det vil uden tvivl give mere for pengene.

Rasmus

Rasmus added these pithy words on Dec 28 10 at 21:07

Hej Rasmus
Mange tak for din grundige gennemgang – det var præcis hvad jeg ledte efter. Jeg er dog stadig i tvivl om hvilket hus jeg skal vælge. Jeg er utrolig glad for mit 30D, hvortil jeg har canons
50mm f.1,4
24-70mm f. 2.8L
16-35mm f. 2,8L
og et 100-400mm
altså en dyr pakke af gode objektiver, som jeg ikke vil udskifte. Jeg vil dog meget gerne have flere pixels, og autofokuseringen er vigtig for mig.

Er bange for at 7D vil være
- for teknisk svær for mig at bruge(synes det er svært at sætte mig ind i de mange muligheder)
- for tung/stor (jeg har en meget lille hånd, og kan godt få kramper bare af at holde på mit 30D med et tungt objektiv)
- og at jeg ikke kan bruge mit 50mm på full frame (er det en misforståelse?)

Til gengæld synes jeg det lyder som om 60D ikke er lige så god i kvaliteten, og har en del funktioner, som ikke er relevant til det jeg bruger kamera til (semiprof. foto af mennesker, begivenheder, samt landskaber, byer, rejser – ofte lidt mørke steder).
Jeg vil dog meget gerne kunne videofilme, og er i tvivl om jeg skal til at have andre objektiver til det.

Kunne du give mig et råd om, hvad der ville være klogest af mig at købe? Selvfølgelig har prisen noget at sige, men bliver billederne så meget bedre med 7D, synes jeg det er pengene værd. Hvis jeg til gengæld ikke kan finde ud af at anvende de ting man betaler ekstra for i 7D, så er det jo til ingen nytte, og så kan jeg ‘nøjes’ med et mindre – men hvilket? Hælder selv til 60D, fordi jeg forestiller mig at det ligner mit 30D mest….men prisen er næsten svarende til 7D..og skal man så gå hele vejen?

Håber på din mening.
Tak!
Hilsen Dorota

Dorota added these pithy words on Dec 29 10 at 11:41

Hej Dorota,

Fint at du kunne bruge sammenligningen til noget. Jeg ville selv vælge 7D i dit sted, da du har så godt som alle brændvidder dækket – men som du beskriver dit behov, vil 60D sikkert være fint. Der er ikke nogen forskel i billedkvalitet mellem de to kameraer, så det er ikke det du skal vælge det ud fra.
Autofokus i 60D er mere eller mindre som i dit 30D, muligvis en smule hurtigere og mere præcist. 7Ds er et stort skridt op, men man skal være indstillet på at lære det at kende – ellers kan det let komme til at give en uønsket effekt. Hvis man læser omkring på nettet, vil man finde flere nybegyndere der siger autofokus i deres 7D er defekt, hvor det rent faktisk viser sig at det fungerer fint, men at de bruger det uhensigtsmæssigt.

Mht. vægten er 7D lidt tungere – det er selvfølgelig en smagssag, men jeg synes nogle gange et lidt tungt hus er bedre med tunge objektiver som 24-70 og 100-400. På et let hus bliver setuppet ledt næsetungt, hvilket kan være hårdt for hånden der holder kameraet.

Dit 50mm kan du som alle dine objektiver (der alle er EF objektiver) også bruge på full frame. Hverken 7D eller 60D er dog full frame, så det er sådan set underordnet.

Mht. video er det første du skal købe en ekstern mikrofon – fx. denne Røde Videomic: http://www.aage.dk/shop/studiemikrofoner/roede/videomic-vm.html
Den indbyggede mikrofon giver elendige resultater. At optage video på 7D eller 60D er dog ikke så let, og kræver en del arbejde for at opnå gode resultater.

Som jeg skrev i en af de andre kommentarer, ser det ud til at 60D og 7D er kommet lidt længere væk fra hinanden i pris – 60D ligger pt. på ca. 7.000, mens 7D ligger på ca. 10.000, så der er dog et par tusinde at spare.

Rasmus added these pithy words on Dec 29 10 at 22:26

Tusind tak for dit svar! Hvad mener du om at rigtig mange reviews (også dit eget, synes jeg at jeg husker) siger at 60D er noget skrammel, rent materialemæssigt ift. 7D?
Hilsen Dorota

Dorota added these pithy words on Jan 02 11 at 15:31

Nej, jeg mener at forskellen er overdrevet vildt nogle steder og at der er en del modelsnobberi i kritikken.
De sidste par gange Canon har lanceret en model i xxD serien (40D, 50D og 60D) har der været voldsom kritik af dem, især af folk med ældre modeller (40D var ikke en stor nok nyhed, 50D havde for mange pixels og støj, 60D er i et plastichus etc.). Til gengæld bliver 40D og 50D nu varmt anbefalet de fleste steder – det er lidt hyklerisk :-)

Kameraet føles ikke så solidt som 7D, men jeg tvivler ikke et øjeblik på at det er det – jeg har aldrig hørt om nogle der har slået hul i et DSLR-hus (udover frit fald på asfalt fra 5-10 meters højde, hvor ingen af kameraerne kan forventes at overleve).

Rasmus added these pithy words on Jan 02 11 at 16:16

Hej Rasmus

Tak for en rigtig god artikel.
Jeg er ved at opgradere fra 350D, der har det med at samle støv på billedchippen. Desuden vil jeg selvfølgelig gerne have bedre billedkvalitet og video i hd.

Mange steder bliver den beskedne billedstøj ved høj ISO i 60D rost. Præsterer 550D – med samme billedchip og processor – lige så godt som 60D?

Hovedårsagen til, at jeg tøver lidt med at anskaffe 60D, er, at vægten er en del højere. Jeg vil gerne kunne gå med kameraet om halsen i længere tid på rejser uden at få ondt i nakken – og med en tele kommer man jo meget let op på mere en 1 kg. Man får jo ikke mange gode billeder, hvis kameraet ligger i rygsækken.

Med venlig hilsen
Michael

Michael added these pithy words on Jan 09 11 at 18:34

Hej Michael,

For alle praktiske formål er billedkvaliteten identisk mellem de tre kameraer. Sensorerne er ifølge Canon ikke 100% identiske, men det må næsten kun være Canon der kan se forskel.
Du vil kunne finde tests på nettet der siger at 550D er bedre end 7D og omvendt – forskellen i billedkvalitet i disse tests skyldes efter min mening mere metoden end reel forskel i kvalitet (hvorfor der heller ikke er enighed i testene).

Savner du andet end billedkvaliteten og HD-video? Det lyder som om at 550D vil være det bedste valg for dig – hvis ikke du vil bruge den bedre autofokus og flere billeder i sekundet (hvilket de færreste i virkeligheden gør), er der ikke meget fidus i at købe et 60D – 550D er et fremragende køb til prisen.

Rasmus added these pithy words on Jan 09 11 at 19:37

Det er super, at du gider at svare alle os rådvilde Canonister! Tak for det.
Jeg synes, at 350D’s autofokus er fin til mit behov. Jeg har nok snarere brug for en hurtigere fokusmotor i min tele (Sigma 75-300). Det er sjældent, at jeg har brug for en høj burst-rate, så der er jeg nok også godt tilfreds. Men jeg håber, at antistøv-funktionen er blevet væsentlig bedre end i 350D, så jeg slipper for pletter på mine billeder.
Så det ender nok med 550D. Med et lettere kamera har jeg bedre mulighed for at sætte et lidt tungere objektiv på end kit-linsen.

Michael added these pithy words on Jan 09 11 at 20:46

Det var så lidt, som sagt er det bare fedt at folk synes det kan bruges.

Jeg ved i hvert fald at anti-støv funktionen i 5D Mark II er meget effektivt og gør den dagligere brug lettere i forhold til 5D – full frame sensoren bliver let fyldt med støv pga. størrelsen, men det har sjældent været et problem på mit 5D Mark II, hvorimod jeg ganske hyppigt skulle rense sensoren på 5D (og det bliver man altså træt af i længden)!

Rasmus added these pithy words on Jan 09 11 at 21:01

Hej Rasmus fantastisk emne du har taget op. Jeg er også i tvivl om hvilke kamera jeg skal købe. Har et 400d og kan godt lide at skyde macro, landskaber, portrætter og alt det løse. I starten var det bare canon 7 d det var farvoriten med canon ef-s18-85 mm is ums men nu er jeg kommet i tvivl om det er bedre at invisteter i canon 60 d. Kan du sige hvilke et der er bedst til mine behov , samt evt hvilke lense der ville passe som All around.
Tak
Venlig hilsen
Jeanette

Jeanette added these pithy words on Mar 22 11 at 16:03

Hej Jeanette,

Til dit brug vil jeg mene at 60D er tilstrækkeligt – det virker ikke til brug hvor du virkelig vil værdsætte vejrforsegling, et avanceret autofokussystem og lidt flere billeder i sekundet. Jeg ville købe et 60D og bruge de ekstra 3-3500 kroner på bedre objektiver.
Et godt all-round objektiv kunne være et Canon 15-85mm IS – det dækker et fornuftigt brændvidde område, og er rigtig skarpt (i modsætning til den ældre 17-85mm IS der ikke er så imponerende). Ellers er Canon 17-55mm IS det bedste man kan få, men det koster også ganske meget.
Derudover kunne man supplere med fx. Canon 70-200mm f/4L der koster omkring 4.000 hvis man havde brug for noget mere brændvidde i teleområdet.

Rasmus added these pithy words on Mar 22 11 at 22:12

Hej Rasmus
Tak for dit svar. Håber det er i orden at jeg lige har et par tillægsspørgsmål.
Jeg har dog besluttet at købe canon 7 d – tror det er en god investering på længere sigt. Jeg har dog brug for lidt hjælp med at finde det bedste objektiv.
Prisen helst ikke over kr. 4500
Hvad med de kit sæt som medfølger:
Canon 18-135mm is?
Canon 15-85 mm is usm?
Hvad er forskellen med og uden billedstab. billedmæssigt?
til mit nuværende canon 400d har jeg standart canon 18-55mm is. Og har været godt tilfreds med teleområdet.
Hvad med tamron 17-50mm f2.8 og Sigma 17-50mm f2.8 er de ligeså gode allround objektiv?
Og hvilken betydning har det om der billedstab. på eller ej.
Jeg har et tamron 28-300mm – 3.5-6.3 xr di ld if macro og er ganske tilfreds med.
tak!

Jeanette added these pithy words on Mar 30 11 at 11:47

Selvfølgelig er det i orden med lidt flere spørgsmål :-)

Jeg ville købe pakken med et 15-85 – det er en del bedre optisk, selv om du ikke får helt så meget tele. Det skulle være rigtig skarpt og med en god billedestabilisator.

Billedestabilisatoren (IS) er med til at afhjælpe rystelser af kameraet pga. langsom lukkertid – hvis du tager et billede ved 1/10 sekund uden IS, vil billedet ofte være sløret. Med IS aktiveret kan man tage billeder med langsommere lukkertid uden at det bliver sløret. HUSK dog at billedestabilisering IKKE hjælper på bevægelsessløring – det vil sige den sløring personer i bevægelse laver. IS vil altså ikke hjælpe noget hvis man fx. vil tage billeder af sport, hvor man har brug for en hurtig lukkertid for at fryse personerne.

Jeg har selv haft et Tamron 17-50mm f/2.8 som jeg var meget tilfreds med – den største fordel er at det er mere lysstærkt end standardobjektivet. Det giver to fordele – mulighed for hurtigere lukkertider, og bedre mulighed for at sløre baggrunden. Sigmas version kender jeg ikke, men den skulle også være ganske god.

Rasmus added these pithy words on Apr 08 11 at 11:22

Hej Rasmus,

Nu har jeg siddet og læst heele artiklen igennem samt debatten og er stadig i tvivl.

Jeg har et 350 d og ønsker at opgradere. Jeg savner en bedre skærm, fokus og generelt billedkvalitet.

Jeg har været meget irriteret over at 350d ikke er så god til at fokusere ligeså snart mørket falder på.

Jeg tager mest mode og portræt fotografier og elsker at lege med lys, dybde og bevægelse.

Jeg har små kvindehænder og er lidt bange for en større størrelse på selve kameraet men det er selvfølgelig ikke det som det skal komme an på. Mest de andre ting.

Jeg vil rigtig gerne begynde at filme, så det har også en relevans.

Men tvivlen kommer selvfølgeligt også af prisforskellene. Jeg er 20 år og har fotograferet i 5 år. Jeg elsker det og ved at jeg vil blive ved for altid.

Så jeg ved ikke om 550 er tilstrækkeligt i længden.. hmmmm

Hjælp ;)

Zinna added these pithy words on Apr 26 11 at 14:02

Samt hvilke linser kan du anbefale til mode og portræt?

Zinna added these pithy words on Apr 26 11 at 14:04

Hej Zinna,

Beklager det lidt sene svar.
Da du både ønsker bedre autofokus, billedkvalitet og ikke for stort et hus, lyder 60D til at passe til dit behov. Det mindre hus end 7D burde være fint, og det har overall bedre byggekvalitet og fokussystem end 550D.
Til mode og portræt ville jeg vælge et primeobjektiv i en brændvidde der ville svare til 85-200mm på full frame. På et kamera som 60D ville jeg anbefale fx. Sigma 50mm f/1.4 eller Canon 85mm f/1.8. De er skarpe, lysstærke objektiver, ganske billige, og giver mulighed for at sløre baggrunden meget hvis man vil det.
Det bedste råd indenfor mode/portræt er dog nok at læse op på lyslægning, da det kan betyde langt mere for dine billeder, end hvad du køber af udstyr :-)

Rasmus added these pithy words on May 06 11 at 13:51

Tak for det fine svar – det kan helt klart bruges. :-D

Zinna added these pithy words on May 27 11 at 14:39

Super review – lige hvad jeg ledte efter.

Har haft lidt advancerede kompakte kameras, og vil nu prøve DSLR i stedet. Har altid været vilde med Canons modeller, så valget er selvsagt. Mener at et D60 er det rigtige valg, men hvad med objektiver? Dem har jeg ikke så meget styr på.
Har fundet et 60D med Canon EF-S 18-55mm IS objektiv til ca. 6600,- Virker som en fin pris, men hvad med objektivet? Er det noget brallerværk? Der ryger jo hurtigt et par tusinde ekstra på, hvis det skal være 18-135 i stedet.
Er som sagt novice på DSLR-området, og det kommer nok primært til at blive brugt til portrætter og andet i den stil, sandsynligvis ikke det vilde zoom.

Morten added these pithy words on Nov 25 11 at 23:30

Hej Morten,
Er glad for at du kunne bruge det. Jeg ville købe det med 18-55 objektivet. Det er et fint lille objektiv til prisen, og billedkvaliteten er udemærket uden at være prangende.
Men til prisen (omkring 500 i merpris) er det rigtig godt til at finde ud af hvad man godt vil have i et objektiv – om det er længere brændvidde, et mere lysstærkt objektiv eller noget helt tredje. På den måde kan man på en billig måde finde ud af hvad man godt vil med sin fotografering, og så evt. købe noget nyt når man føler man er ved at vokse fra standard objektivet.

Rasmus added these pithy words on Nov 28 11 at 20:32

Takker – det var vist også nogenlunde det jeg havde ræsonneret mig frem til.

Ved du i øvrigt hvilken forskel der er på:
Canon EF-S 18-55mm IS
Canon EF-S 18-55mm IS II

Umiddelbart er dre ca. 1.100,- i forskel på de 2 kit, men jeg synes ikke rigtig jeg kan finde nogen info om de 2 modeller (hvis det altså er 2 forskellige modeller…)?

Morten added these pithy words on Nov 29 11 at 21:13

Jeg ved faktisk ikke helt hvad forskellen er på model I og II.
Hvis der er 1100 forskel ville jeg tage I, der kan ikke være de store optiske forskelle på dem.

Rasmus added these pithy words on Dec 08 11 at 20:46

Add a Comment


XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>


© Copyright 2007 rasmusarogvi . Thanks for visiting!